Sundhedsstyrelsen fortier bivirkninger ved influenzavaccine

Hundredtusinder af danskere bliver årligt vaccineret mod influenza på opfordring fra Sundhedsstyrelsen, men det øverste lægefaglige organ fortæller intet om de alvorlige bivirkninger, der kan følge med stikket.

Og det er i strid med sundhedsloven, vurderer John Brodersen, lektor i folkesundhed på Københavns Universitet, ifølge metroxpress.

»Det skal de selvfølgelig. Sundhedsstyrelsen, der skal holde øje med, at læger og sygeplejersker overholder sundhedsloven, overtræder selv loven. Man skal både informere om fordele og ulemper, og man må ikke tilbageholde viden,« siger han.

En af de mest benyttede vacciner i Danmark kommer fra medicinalgiganten Sanofi og hedder Vaxigrip. I Vaxigrips produktresumé kan man læse, at der bliver indberettet alvorlige bivirkninger lige fra det frygtede Guillain Barré-syndrom til feberkramper.

Sundhedsstyrelsen registrerer normalt samtlige medicinprodukter og bivirkningerne af dem i deres database DAP, men ikke for influenzavaccinationer. Det betyder, at de praktiserende læger, der blandt andet står for vaccinationerne, ikke kan se de indrapporterede bivirkninger i deres system.

Det er et problem, mener Christian Gluud, overlæge med speciale i medicinsk research på Rigshospitalet.

»Det ville være fornuftigt at lægge dem frem, så blandt andet fagfolk kunne få indsigt heri,« siger han.

Overlæge Doris Stenver fra Sundhedsstyrelsen siger til metroxpress, at styrelsens fokus ikke har været på bivirkninger, men på at gøre opmærksom på vaccinationerne.