Spirulina

art-spirulina2[1]

Enhver, der tager tilskud af vitaminer og mineraler, ved, hvor vigtige de er for sundheden og et langt liv. Et vitamin/mineral præparat indeholder typisk ca. 20 næringsstoffer, som er vigtige for at opretholde kroppens væv og omdanne føden til energi. Men ernæring handler om andet og mere end om vitaminer, mineraler og kalorier.

Forskerne har opdaget tusinder af “semi-essentielle” næringsfaktorer i planteføde, som beskytter imod sygdomme. Den eneste måde, man kan være sikker på at få nok af disse vitale stoffer – de såkaldte phytonæringsstoffer – er at spise fuldværdige, næringsrige fødemidler. Blandt de bedste er de “grønne fødemidler”, der indeholder klorofyl, carotener og andre immunstimulerende og afgiftende bestanddele, som broccoli, grønkål, rosenkål, hvedegræs, byggræs og en mikroskopisk plante, der rangerer blandt de mest koncentrerede fødemidler på jorden – spirulina.

Hvad er spirulina?
Spirulina (Arthrospira platensis) er en encellet ferskvandsplante, som vokser vildt i søer og dyrkes i damme. Spirulina betyder “lille spiral” og beskriver planten, som den ser ud under mikroskop. Denne uanseelige plante er basis for fødekæden, der leverer alle de næringsstoffer, som er nødvendige for at opretholde livet i vandmiljøet. Videnskabsfolk definerer den som et enkelt kulbrinte, skabt direkte af fotosyntese, samvirket mellem sollys og vand. En tidlig spirulina-forsker kaldte den “indfanget lys”. Blå-grønne alger som spirulina var de første livsformer, som dukkede op på jorden for 3,5 milliarder år siden og producerede ilt, hvad der tillod højere former for liv at udvikle sig.
Historisk set blev vild spirulina brugt som et fødemiddel af aztekerne i Mexico for omkring 500 år siden. I Mellemamerika viser arkæologiske undersøgelser, at mayerne kan have brugt kunstige damme til dyrkning af spirulina. Man har også spekuleret på, om manna, den guddommelige føde, som israelerne på mirakuløs vis fandt på klipper, kan have været tørret spirulina. I dag bruges spirulina af mange mennesker som et koncentreret næringsmiddel.

Spirulina er superføde
Gram for gram indeholder spirulina mere jern end spinat, mere calcium end mælk, mere betacaroten end gulerødder og mere protein end bøfkød. Den er sammensat af omkring 60 procent protein, der giver 18 af de 22 kendte aminosyrer, herunder alle de 8 essentielle i et balanceret forhold. Det gør spirulina til et fuldværdigt vegetabilsk protein af høj kvalitet.
Spirulina indeholder en mængde vitaminer. En portion på 3 gram (1 theskefuld, eller ca. ti 320 mg kapsler) indeholder 6.000 i. e. betacaroten – næsten dobbelt så meget som ADT (den anbefalede daglige tilførsel). Der findes også betydelige mængder B vitaminer: en spiseskefuld indeholder 1,5 gange mere niacin og 3,7 gange mere kalium end ½ kop brun ris. Spirulina er særlig bemærkelsesværdig ved at indeholde B12 – det vitamin, som det er mest vanskeligt at få fra vegetabilske kilder. Okselever mentes tidligere at være den rigeste kilde til dette sjældne vitamin, men spirulina indeholder 250 procent mere end okselever.

De vande, som spirulina foretrækker, er så koncentrerede med hensyn til mineraler, at ingen andre mikroorganismer kan vokse i dem. Algen trives i meget alkalisk vand og optager store mængder af alkaliske mineraler i sin cellestruktur. Mineraler, som er organisk bundet til fødemidler, kaldes chelerede mineraler, og til forskel fra uorganiske former (fra klipper eller malm) optages de nemt af kropsvævet. Alkaliske fødemidler hjælper med til at udligne syreholdige emner som kaffe, sukker, alkohol og kød.
Speciel for spirulina er den bløde cellevæg, der gør næringsstofferne særligt biotilgængelige. Mange vegetabilske fødemidler har deres næringsstoffer kapslet inde i hårde, fiberholdige cellevægge, som nødvendiggør kogning eller lignende for at gøre dem optagelige af kroppens væv. Men spirulina kan fordøjes og optages med en ringe indsats fra organismens side, således at næringsoptagelsen og energivirkningen hurtigt indtræder. Dette er vigtigt for ældre og underernærede mennesker, der ofte ikke har en effektiv fødeoptagelse og derfor rammes af fejl- eller underernæring.
Fedtindholdet i spirulina er lavt – mellem 4-7 procent – for det meste i form af den essentielle fedtsyre linolensyre og gamma linolen syre (GLA). GLA er nødvendig for at producere en familie af lokale, kortlivede, hormonagtige bestanddele, kaldt prostaglandiner, som kontrollerer hvert eneste organ i kroppen. Skønt sunde voksne selv kan danne GLA i kroppen, kan de alligevel komme til at mangle stoffet, hvis de har leverproblemer eller mangler bestemte, vigtige næringsstoffer. Da prostaglandiner er involveret i en mængde fysiologiske processer, kan et underskud af GLA bidrage til en række tilsyneladende ikke forbundne lidelser, herunder hjerteanfald, for højt blodtryk, artritis, allergier, astma, menstruationskramper, migræne, ufrugtbarhed, grøn stær og måske cancer.
Mikroalgen er også læsset med klorofyl, pigmentet, som giver planten dens dyb-grønne farve og høje næringsværdi. Klorofyl betragtes som et rensende og afgiftende phytonæringsstof, der også er lindrende og helbredende, tænk på det som en indre deodorant, der virker som en magnet ved at trække toksiner ud af kroppen. Klorofyl er planternes grønne “blod”, og faktisk er det meget lig vort eget blod. Dets molekylestruktur kommer tæt op ad hæmin, pigmentet, som sammen med protein danner hæmoglobinet. Klorofyl har magnesium i sin kerne, hvad der giver det en grøn farve, mens blod har jern og dermed en rød farve. Spirulina indeholder også et unikt blåt pigment kaldt phycocyanin, der har både magnesium og jern i sit center. Ikke overraskende har spirulina en velgørende virkning på anæmi, formentlig på grund af dets blå-grønne pigmenter og biotilgængelige jern.

Spirulina og immunitet
Ny forskning har identificeret phytonæringsstoffer i spirulina, som styrker immunsystemet. Det amerikanske National Cancer Institute har fundet frem til, at sulfolipider og glykolipider, der udgør en del af fedtindholdet i blå-grønne alger, er “bemærkelsesværdige aktive” over for AIDS virus i reagensglas eksperimenter. Disse stoffer synes at hindre virus i enten at hæfte sig til eller gennemtrænge celler og på denne måde forebygge mod virusinfektion. I en japansk undersøgelse fandt forskerne, at en sulfatpolysaccharid (en type kulhydrat) i spirulina, kaldt calcium spirulan, virkede hæmmende på en gruppe virus, herunder HIV-1, influenza-, forkølelses-, fåresyge-, mæslinge- og herpesvirus.
Dyreforsøg viser, at spirulina begrænser væksten af orale cancersvulster. Forskerne har den teori, at den store mængde carotener i spirulina kan hindre cancer i at udvikle sig ved at stimulere en immunreaktion, som selektivt ødelægger udviklingen af ondartede celler.
En undersøgelse med mennesker, som har tiltrukket sig megen opmærksomhed, blev foretaget af indiske forskere. Forsøgspersonerne var 60 skråtyggere med begyndende cancerlæsioner i munden. Når 45 procent af patienterne fik 1 gram spirulina hver dag, oplevede de en komplet tilbagegang af symptomerne. En kontrolgruppe på 43 mennesker viste kun en 7 procent reduktion af symptomerne. Alle deltagere fortsatte med at tygge tobak under undersøgelsen.

Andre fordele
Spirulina er den mikroalge, som der er blevet forsket mest i undersøgelser i de sidste 20 år viser, at den er gavnlig ved mange helseproblemer, herunder hjertesygdomme og fedme. Kliniske undersøgelser beviser, at indtagelse af flere gram spirulina kan sænke kolesterolniveauet.
I andre undersøgelser har man konstateret et vægttab sammen med forbedrede kolesteroltal. Tager man spirulina før måltiderne, opnår man en større mæthedsfornemmelse og har mindre trang til søde sager. Stærk trang til bestemte ting er ofte et tegn på underernæring.
Spirulina er et ideelt tilskud under fastekure, eftersom den giver energi og bistår ved afgiftningsprocessen uden at bebyrde fordøjelsen. Den understøtter også mavefunktionen ved at undertrykke sygdomsfremkaldende bakterier og gærstammer. Spirulina er desuden et oplagt valg som overlevelseskost for rygsæk- og sportsfolk. 

Kilde: (Let’s Live, a-o, 1998 Larry Switzer: Unik-Spirulina, Helse- og Sundhedsforlaget, ISBN 87-88477-02-9).