Nivi har en drøm: Vil leve af gymnastik

Der er åbnet et nyt institut i Kolding, hvor man kan gå til den individuelle gymnastikform mensendieck. 39-årige Nivi Lydersen står bag.

Der er spejle på alle vægge i det lille lokale, hvor Nivi Lydersen pr. 1. februar har åbnet sit mensendieckinstitut. Det ene af spejlene er endda på hjul, så det kan vendes i alle retninger.

Hvis man vælger at gå til mensendieckgymnastik, så er det nemlig af med kludene og fuldt fokus på kroppen, mens man arbejder.

– Når du laver bevægelserne, og samtidig kan både se og føle, hvordan de gøres rigtigt, så er det en stor hjælp til at huske, forklarer Nivi Lydersen.

Hun har selv gået til mensendieckgymnastik i mere end 10 år, og for halvandet år siden blev hun uddannet mensendiecklærer. Det er en privat uddannelse, som man gennemfører i løbet af halvandet år på weekendkurser i Birkerød.

Institut nummer to

 

Under uddannelsen og efterfølgende har Nivi undervist i mensendieck i sit hjem i Skanderup, men nu er tiden kommet til at udvide forretningen.

– Med tiden vil jeg gerne kunne satse 100 pct. på mensendieck. Lige nu underviser jeg i Skanderup mandag og torsdag. Om onsdagen holder jeg så åbent i Kolding hele dagen. Min drøm er, at jeg kan bruge al min tid på mensendieck, men jeg regner ikke med at få overskud i forretningen før om tidligst et år. Alt hvad jeg tjener bliver investeret i firmaet, fortæller Nivi Lydersen.

Hun er uddannet farmakonom og har i mange år arbejdet på apotek. Lige nu er hun jobsøgende, samtidig med at hun driver firmaet Go Holdning.

 

Gymnastik i hverdagen

Mensendieck er en gammel bevægelsessystem som sigter på at fremme kropsbevidsthed og skabe balance i kroppen. Undervisningen foregår som enetimer.

– Det er ikke sådan, at du bliver sendt hjem med besked om at lave gymnastik i 10 minutter på gulvet hver dag derhjemme, for det er meget få mennesker, der overholder det. I stedet arbejder vi med dine daglige bevægelser, så du kan lære at gøre dem rigtigt og på den måde arbejde løbende med at forbedre din krop, siger Nivi Lydersen.

Som udgangspunkt går eleverne til gymnastik en gang om ugen.