Læger tør ikke tage influenzavaccine

Lægerne på Rigshospitalet afviser selv at lade sig vaccinere mod influenza, fordi de frygter bivirkningerne. Nye tal fra Lægemiddelstyrelsen peger på en stribe alvorlige bivirkninger – blandt andet dødsfald.

Freja Bech-Jessen og Kaare Skovmand

Bivirkninger

Der udføres årligt omkring 700.000 influenzavaccinationer i Danmark.
En ny opgørelse fra Lægemiddelstyrelsen viser, at der foreligger 258 skriftlige indberetninger om bivirkninger ved influenzavaccination omfattende 367 enkelttilfælde.th[9]
På markedet findes i dag kun vaccinerne Vaxigrip og Influvac, der tegner sig for henholdsvis 107 og 163 af indberetningerne om bivirkninger.
De to præparaters bivirkninger omfatter ud over dødsfald kvalme, brystsmerter, influenzaagtig sygdom, bronkitis, podagra, ledsmerter, svimmelhed, talebesvær, synsforstyrrelse, hukommelsestab og nervebetændelse.

Dødsfald, lammelser og nerveforstyrrelser. Bivirkningerne ved at lade sig vaccinere mod influenza er sjældne, men kan være alvorlige. Så alvorlige at lægerne på Neurologisk afdeling på Rigshospitalet sidste år valgte at trodse ledelsens opfordring om at vaccinere hospitalets ansatte.
På afdelingen har man ikke taget stilling til, om man vil tage imod tilbuddet i år. Men overlæge Peter Arlien-Søborg regner med, at lægerne vil holde fast i sidste års beslutning og sige nej igen.

»Vi har set patienter med så alvorlige bivirkninger, at vi vurderer, at det ikke er risikoen værd for at spare et par sengedage«, siger han.

Tvivlsom vaccine

Der var flere bivirkninger ved den gamle vaccine, men også ved den nye har lægerne på Neurologisk afdeling set bivirkninger som for eksempel lammelser og nerveforstyrrelser. I nogle tilfælde er der tale om forbigående symptomer, men i andre tilfælde bliver lidelsen kronisk.

Politiken har tidligere kunnet fortælle, at influenzavaccinen, ifølge en omfattende undersøgelse, kun virker med 25 procent på raske mennesker.

Peter Arlien-Søborg understreger, at svagelige ældre og kronisk syge bør følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger og lade sig vaccinere.

»Men der kan være tale om så ubehagelige bivirkninger, at sunde og raske mennesker, der sjældent bliver alvorligt syge af en influenzavirus, ikke bør løbe den risiko, der er ved vaccinationen«, siger han.

Seks dødsfald

Er det ikke bare jer, der er lidt hysteriske, fordi det netop er jer, der ser de få tilfælde med alvorlige bivirkninger?

»Jo, det kan du godt sige, men på den anden side, vil vi meget nødigt risikere de bivirkninger, for vi ved, hvor alvorlige de er. De kan simpelthen ikke sammenlignes med det, man risikerer ved influenza. De har en helt anden sværhedsgrad«.

En ny opgørelse, som Lægemiddelstyrelsen har fortaget, viser, at der totalt er indberettet 367 tilfælde af bivirkninger efter vaccinationer mod influenza her i landet. Listen omfatter vidt forskellige bivirkninger – fra almindelig rødmen over abort til delvis lammelse, åndedrætssvigt og pludselig død.

Flere af præparaterne er ikke længere på markedet – tilbage er kun Vaxigrip og Influvac, hvoraf sidstnævnte benyttes af Danske Lægers Vaccinations Service. Disse to præparater tegner sig for 270 af indberetningerne.

 

Totalt er der i Danmark til dato indberettet seks tilfælde af ‘pludselig død’ efter vaccination – et efter vaccination med Vaxigrip og to efter Influvac. To ældre midler, Fluzone og DUPHAR står noteret for henholdsvis et og to dødsfald.

Ifølge sektionschef i Lægemiddelstyrelsen, Margit Handlos, kan man dog ikke uden videre konkludere, at de pågældende dødsfald rent faktisk er forårsaget af netop vaccinen. Sikkert er det imidlertid, at de pågældende døde, efter at være blevet vaccineret mod influenza, siger Handlos.

Ifølge Else Smith, overlæge og leder af Center For Forebyggelse i Sundhedsstyrelsen, forekommer de alvorlige bivirkninger så »ekstremt sjældent«, at styrelsen finder det unødvendigt, at fraråde vaccinen til sunde og raske mennesker:

»Det er bivirkninger, vi normalt ikke oplyser om, for hvis vi skulle ud i de sjældenheder, så ville vi som mennesker ikke kunne foretage os noget«.