Homøopati – hvor kommer det fra?

Samuel Hahnemann

Samuel Hahnemann

Homøopati blev “opfundet” af Samuel Hahnemann. Samuel var tysk statsborger og levede fra 1755 til 1843. Han var en af datidens førende naturvidenskabsforskere og arbejdede som læge, apoteker og kemiker. Samuel Hahnemann udtalte: “Lægens højeste og eneste kald er at gøre syge mennesker raske. Dette kaldes helbredelse.”

Homøopati er læren om de små mængder.
I 1810 udgav Samuel Hahnemann en bog ved navn “Organon” – Lægekunstens værktøj. Han var på dette tidspunkt en meget velanset læge og derfor fik bogen automatisk interesse. Men da bogen var læst opstod der tumult i den europæiske lægeverden. Bogen introducerede et helt nyt og radikalt medicinsk system, der var fundamentalt i modstrid med tidens traditionelle lægevidenskab.
Hahnemann kaldte sin nye lægevidenskab homøopati, et ord der var taget fra det græske omeros, der betyder “lignende” og pathos, der betyder “lidelse “.
Ud fra en terapitese: Similia Similibus Currentur – lignende helbreder lignende.
I sin bog fremlagde Hahnemann sine lægevidenskabelige love og principper samlet gennem 20 års erfaringer.

Kort fortalt påviste Hahnemann at:

HomøopatiEn medicinsk helbredelse sker i overensstemmelse med visse love for helbredelse, som findes i naturen.
Ingen kan helbrede uden at bruge disse love.
Der findes ingen sygdomme som sådan, kun syge mennesker.
En sygdom er altid dynamisk af natur, så derfor må lægemidlet også være dynamisk, hvis det skal kunne helbrede.
Patienten behøver kun et specifikt lægemiddel og ikke andre, på et hvert givet stadie af sin sygdom. Man bliver kun helbredt hvis man finder dette specifikke lægemiddel. Ellers bliver hans tilstand i bedste fald kun midlertidigt lindret.
Det er vigtigt når vi ordinerer homøopatiske og også biokemiske midler, at det er ud fra det øjeblikkelige symptombillede og når det ændre sig, skifter vi midler.

Homøopatiske midler kan indtages oralt eller på huden:

I meget små mængder.
I nøje afstemte intervaller.
I nøje afstemte potenseringsgrader, afhængigt af på hvilke stadie sygdommen befinder sig.
I et af terapeuten fastsat tidspunkt eller til symptomerne ændre sig.

Hvad er homøopati?

Homøopati er et komplet medicinsystem. Dets mål er at fremme sundheden ved at forstærke kroppens naturlige evne til at helbrede sig selv. Homøopati tilbyder ikke behandlinger af sygdomme. Den tilbyder lægemidler til mennesker med sygdomme. Den virker helt anderledes end almindelig medicin, som gives. Almindelig medicin arbejder imod sygdommen og dens symptomer. Derfor “mod”-mediciner, så som anti-biotika, anti-depressiv, anti-infektion, anti-smerte osv. Homøopati betyder “lig lidelse”, og de lægemidler som anvendes til at behandle syge mennesker, er faktisk i stand til at frembringe symptomer og lidelser lig dem, patienten allerede har.
Betydningen heraf vil blive klarere, efterhånden som du læser videre.
Vi vil prøve at forklare, hvordan homøopati virker, men først lidt om sygdommens funktion i kroppen.

Har sygdommen en funktion?

Sunde børn har som regel mere energi. Faktisk så meget at de næsten kan tage pusten fra deres stakkels “svage” forældre! Når de bliver syge, er det ofte sådan, at de pludselig bliver dårlige og får høj feber. En voldsom sygdom, som tvinger dem i seng. Og så i løbet af en eller få dage er de oppe igen og spiser os ud af huset. Sådan er det med næsten alle børn.
En opmærksom far eller mor vil bemærke, at når barnet kommer sig efter høj feber, har barnet det ofte meget bedre end før det blev sygt, hvis sygdommen da ikke er blevet forstyrret eller behandlet uhensigtsmæssigt. Dette er meget underfundigt. Barnet får måske endnu mere energi, end det allerede havde. Eller måske denne uklare fornemmelse af veltilpashed, som vi alle kender, men som er svær at definere.

Barnets forbedring igennem sygdom

Det kan vise sig ved en forbedring i barnets opførsel eller ved en forbedring af en langvarig tilstand, som f.eks. let hoste eller konstant “lang næse”. Ofte vil det være således, at denne forbedring slet ikke indtræffer, hvis der har været en eller anden form for indgriben. Hvis du har sunde og raske børn, betragt dem da nøje og gør selv dine erfaringer.

Hvad sker der når vi vokser op?

Når vi vokser op, er der en tendens til, at sygdomme bliver mere langvarige og mindre intense, og vi er længere om at komme os.
Måske kommer vi os ikke helt, og det vil være begyndelsen til en kronisk lidelse. Denne udvikling tillader os at betragte kroniske lidelse på to måder: De kan være akutte sygdomme, som vi ikke har været i stand til at komme os helt efter. De kan også være noget, der opstår, når personen af en eller anden grund ikke har tilstrækkelig energi til at udvikle en akut sygdom og få det overstået. Kroniske sygdomme kan selvfølgelig også starte hos børn, men det er sjældent.

Er kroniske sygdomme uundgåelige?

Det kan ikke passe, at mennesker langsomt skal degenerere på denne måde. Blot fordi det er så almindeligt, behøver man vel ikke at betragte det som normalt at forvente en kronisk lidelse med årene! Man hører somme tider om gamle mennesker, som opfører sig, som om var de i deres bedste alder både fysisk og psykisk. Ikke alle får kroniske lidelser. Måske repræsenterer disse få faktisk det normale, og vi andre er afveget fra denne “sundheds-bane”.
Jeg finder, at det giver mere mening at betragte verden ud fra det synspunkt, at alt burde være perfekt. Hvis det ikke forbeholder sig således, er det fordi man har grebet ind i naturen orden og skabt ubalance. Der er i homøopati en direkte forbindelse mellem opfattelsen af helbredet og af sygdommens funktion.

Hvornår starter sygdommen?

Det er det første, man skal lægge mærke til. Las os betragte et akut tilfælde, som naturligt vil helbrede med tiden. Vi forventer som regel, at sygdommen starter samtidigt med symptomerne, som f.eks. kan være det, at næsen løber før en forkølelse. For at forstå homøopati, må man imidlertid studere tingene nærmere.

Et eksempel:

Man kan forestille sig en overfyldt bus i myldretiden. Midt i det hele befinder der sig en person, som er forkølet, og som nyser voldsomt. I løbet af de næste par dage vil nogle af de andre passagerer fra bussen blive forkølet og sandsynligvis bebjrede den stakkel, der har smittet dem. Men der vil også være nogle, som ikke bliver forkølede; og det virker jo lidt underligt, hvis det er de bakterier, som den nysende person i bussen har spredt, der er årsagen til forkølelsen.
Det må derfor forbeholde sig således, at den ene gruppe var modtagelig, og den anden gruppe var resistent. Selvfølgelig spiller mængden af bakterier også en rolle. Ikke destro mindre vil nogle af dem, som var tæt på den forkølede, undgå at blive syge, selv om de blev udsat for en stor mængde bakterier, og nogle af dem der stod langt fra, vil blive syge, selv om de kun fik en lille dosis.

Hvad er modtagelighed?

For at blive syg, må man være modtagelig for sygdommen. Hvis man ikke er det, vil man slet ikke udvikle den. Hvornår begyndte sygdommen egentligt hos alle de mennesker, som tog imod smitten fra bussen?
Alle de mennesker, som blev forkølede i bussen, var allerede syge, da de steg ind i den, for hvis de havde været sunde og raske, ville de have dræbt bakterierne. Hvor længe de har båret rundt på deres modtagelighed over for forkølelsen og ventet på de rigtige bakterier, afhænger af det enkelte individ og af omstændighederne.

2 opfattelser af sygdom

På dette sted er det nødvendigt at skelne mellem to forskellige opfattelser af ordet sygdom. Normalt opfatter vi symptomerne som selve sygdommen. Hvis vi også ønsker at tage modtageligheden for sygdom i betragtning, har vi brug for et ord til at udtrykke det. Det ord mangler imidlertid. Inden for homøopati indkluderer ordet sygdom ofte modtageligheden for sygdom. Sammenhængen vil vise, når det forholder sig således.

Modtagelighedens indflydelse

Modtagelighed er at sammenligne med jorden, som tilsås. Hvis jorden ikke er god nok, gror frøet ikke. Frøene er symbol på alle ydre påvirkninger, som forsøger at bringe os ud af balance, og de kan påvirke overalt; på det fysiske plan kan det være det at blive udsat for træk, at blive gennemblødt af regnen eller endda en eller anden form for traume eller læsion. Vi bliver udsat for stress på mange måder, som f.eks. problemer i familien eller sorg over tabet af én, som man holder meget af. På det følelsesmæssige plan bliver vi stressede af forretningsproblemer eller pengesorger, eksaminer osv. Ofte vil der være tale om en blanding af disse ting.

Naturlig helbredelse

Vores naturlige evne til helbredelse kan godt klare mange af disse stresspåvirkninger, uden at der kommer symptomer. Når et bestemt punkt overskrides, vil den ydre stress på flere blive så stor, at kroppen for at forsvare, reparere og opretholde orden giver sig til at producere symptomer og tegn på det vi kalder sygdom. Hvis vor livkraft er lav, bliver modtageligheden høj.
Kroppen har en indbygget intelligens, som giver ordrer og styrer processer og funktioner i de forskellige dele og får det hele til at gå op i en højere enhed. Den arbejder via de forskellige kontrolsystemer, f.eks. det autonome nervesystem, hormonsystemet, immunsystemet osv. Uden denne intelligens ville kroppen hurtigt holde op med at eksistere. Det er denne intelligens, som tager sig af kroppens naturlige helbredelseskraft.

Hvilket formål har symptomerne?

Det er sandsynligt, at helbredelseskraften hele tiden forsøger at opretholde orden i kroppens system. Imidlertid kan den ydre stress på et tidspunkt blive så stor, at bestræbelserne på at holde balance i tingene fremprovokerer synlige tegn, som vi finder ubehagelige og kalder sygdom. Symptomer og tegn på sygdom kommer til udtryk på vidt forskellig måde. Der er ikke kun tale om ubehagelige, uønskede og “hvorfor netop nu” ting, som de ofte opfattes som, men det drejer sig faktisk om kroppens forsøg på at blive i orden eller skabe balance i systemet. De er de ydre resultater af kroppens indre kamp for at blive i orden og komme sig.
Det er derfor, børn har det bedre, efter en akut sygdom er overstået, end før den startede.

Symptomernes orden

Sygdommen har gjort nytte på den mest enkle og naturlige måde. Det er derfor, mennesker har tendens til at blive syge, hvis deres liv er meget stresset, og specielt i krisesituationer som f.eks. sorg, jobskifte eller skilsmisse. Her skal der foregå en større helbredelse, dvs. der kræves en større indsats for at opretholde orden. Det er ikke længere muligt at opretholde balance og harmoni, uden at der produceres symptomer på sygdom.

Hvorfor optræder modtageligheden første gang?

Det hænger sammen med spørgsmålet om, hvorfor nogle mennesker fødes med et dårligt helbred, dårlig konstitution. Ordet konstitution betyder organismens bygning med henblik på dens modtagelighed over for sygdom. Mennesker med en god konstitution vil være ved godt helbred hele livet igennem, selv om de ryger, drikker og aldrig motionerer.
Nutildags er der ikke mange af dem!

Nøglen til forståelse af homøopati

Sygdomssymptomerne er derfor faktisk af det gode, idet de viser, at der er helbredelsesprocesser i gang i kroppen. Nu synes det pludselig at være en god idé at give medicin, som er i stand til at fremme og efterligne disse processer.
Nøglen til homøopati er en viden om, at ikke to mennesker lider af den samme sygdom. Vi har hver især vores helt individuelle måde at tackle stress på for at opretholde vores indre harmoni. Men der er selvfølgelig ligheder, og en vis form for klassificering er mulig.

Et eksempel:

Tag f.eks. tilstanden ondt i halsen. Vi forestiller os, at vi har udvalgt 20 personer, som alle har de samme bakterier i halsen. Den almindelige holdning er, at de alle lider af samme sygdom, som om det er tydeligt, at der er forskelle fra den ene patients reaktion til den anden. F.eks. kan én person finde det lindrende at indtage varme drikke, der måske får en anden til at føle sig endnu dårligere. Én har måske høj feber og sveder, mens en anden slet ikke har feber. Én har det måske varmt og vil helst ligge uden dyne og for åbent vindue, mens en anden vil pakkes ind, selv om han er varm; én ønsker måske at fortsætte med sit arbejde, mens en anden kun kan holde ud at ligge i sin seng.

Hvad viser dette eksempel?

Disse forskelle viser, hvordan den enkeltes helbredelseskræfter arbejder på det tidspunkt.
Hvis en bestemt medicin frembringer en bestemt reaktion – et sæt symptomer hos et sundt menneske så vil diise symptomer være tegn på en helbredelsesreaktion, som denne bestemte medicin er i stand til at sætte i gang. Vi må huske, at symptomer er en del af helbredelsesprocessen og ikke af sygdomsprocessen.

Lige skal helbredes med lige

Lægemidlet er altså i stand til at frembringe den samme helbredelsesreaktion som den reaktion, der naturligt skulle foregå i patienten. Således har vi Loven om Ligheder, som er meget gammel og som går forud for homøopatiens formulering i det 18. århundrede. Den var kendt af Paracelsus i det 15. århundrede; den findes i det 4. århundrede f. Kr. i Hippokrates’ skrifter og er et af principperne for behandling med Ayurvedisk medicin, som blev nedskrevet for mere end 5000 år siden. Den regel siger, at det, som kan forårsage en sygdom, kan også kurere den, eller “lige skal helbredes med lige”.

Mange eksempler herpå

Der er mange eksempler på denne lov på forskellige områder. F.eks. inden for cancer-behandling er det kendt, at bestråling kan udvikle svulster, men at man også kan behandle dem med stråler, og mange af de lægemidler, der bruges i kemoterapi mod svulster, kan også udvikle svulster. Digitoxin kan forårsage uregelmæssigheder i hjerterytmen, men det er også meget nyttigt i behandlingen af samme. Der kunne nævnes mange flere.

Den enkeltes dosis

Mange af disse tilsyneladende uorenelige egenskaber ved kemiske midler kan relateres til doseringer. Jo sundere en person er, jo større dosis skal der til for at skabe ubalance hos ham eller hende, hvilket bliver tydeligt ved symptomernes tilsynekomst. Ved sygdom kan selv en lille stimulans have virkning, hvis den er afstemt med personens egen helbredelsesproces. En større dosis, eller en dosis, som ikke er afpasset til den enkelte, vil have tendens til at overstimulere og eventuelt give bivirkninger. Jo bedre stimulansen eller medicinen er afstemt med helbredelsesprocessen i patienten, jo lavere mængde medicin kræves der, og der vil være færre bivirkninger, som kan være tegn på et misforhold mellem medicinens og patientens kræfter.

Et hyppigt fænomen

Ovenstående forklarer et fænomen, som hyppigt iagttages inden for homøopati: efter anvendelse af det angivne lægemiddel vil der optræde en kortvarig og mild forvværring af symptomerne, hvorefter de gradvist forsvinder. Dette skyldes lægemidlet, hvis stimulans får helbredelseskræften til at reagere. I princippet vil det være således, at hvis den givne dosis nøjagtigt opfylder patientens krav, vil man ikke kunne observere ogen reaktion, før symptomerne forsvinder. I praksis sker det sjældent, og det er almindeligt forekommende med en mild reaktion.

Homøopati handler om hvorfor et middel bliver givet, og ikke hvad der gives

Det er velkendt, at homøopatiske lægemidler er meget fortyndede præparater, men deres virkning er ikke så enkel at forklare. Man kan udtrykke det således, at midlerne arbejder på energiplanet og ikke på materieplanet. Hvordan præparaterne laves, og hvordan de virker, er ikke vigtigt for forståelsen af homøopati. Homøopati handler om, hvorfor et middel gives, og ikke om, hvad der gives.
Man hører ofte om at homøopatisk lægemiddel mod forkølelse, influenza eller gigt osv. Det er en misforståelse, eftersom ikke to personer oplever deres sygdom på samme måde, selv om de har fået stillet samme diagnose. Derfor kan der ikke være tale om et homøopatisk middel, som passer til alle med den lidelse.

Den individuelles behov

Homøopati tager hensyn til den enkeltes særpræg. Kun i de tilfælde, hvor et middel afpasses til patienten i henhold til Loven om Lighed, er der tale om homøopati. Når et middel befinder sig i medicinskuffen eller på apoteket er det ikke et homøopatisk middel. Blot et potenseret middel = (tilført kraft). Potenserede midler anvendes i mange forskellige former for terapi, ikke kun indenfor homøopati. De kan endda anvendes allopatisk (som i ortodoks medicin). Og det er netop det, der sker i ovennævnte situation, når et eller to lægemidler ordineres til behandling af alle med samme diagnose.

Størrelsen af en given indsigt

Det skal her bemærkes, at afgørelsen om, hvad der er det bedste middel for patienten, kan være overordentlig vanskelig. I et akut tilfælde er det som regel kun nødvendigt at observere symptomerne fra den akutte sygdom. Hvordan personen har det i det hele taget er normalt let at se. Ved en konstitutionel behandling (behandling med en medicin, som påvirker så godt som alle organer samt psyken) er det nødvendigt med en meget større indsigt i, hvad der sker og i symptomernes betydning, dvs. det der udgør den totale sygdom. Det er grunden til, at tilstande, som afspejler personen konstitution, kun bør behandles af erfarne terapeuter og ikke af velmenende nybegyndere.